Anmeldelse (Michael Svennevig)
NOW TIME af Tom Sonntag i Brønshøj Vandtårn
“Time was created gradually
Created as a gift for mankind
As man had destroyed eternity on earth”
NOW TIME et et timelangt lydværk, der i aftes blev uropført i Brønshøj Vandtårn. Det er komponeret af Tom Sonntag, der er finne bosiddende i København.
Tom Sonntag sad placeret i midten ved et klaver, hvorfra han holdt sammen på sit store værk udsat for 10 musikere, der var placeret rundt om ham. Det er et stort og imponerende lydværk, der spænder fra det lette og lyse, næsten mediterende, til det skrigende voldsomme.
At skabe et værk, der uropføres i et af byens mest udfordrende musikalske lydrum, er ikke let. Det har undertitlen: soundscape. Det var tydeligt at høre, at Tom er vant til rummet, og at værket var komponeret specielt til Brønshøj Vandtårn – og det er også nødvendigt. Det er et kæmpestort lydrum med en meget lang og helt særegen efterklang. Jeg har været til flere andre koncerter i selvsamme rum, hvor kunstnere har opført deres musik på den lyttende måde, hvor de så at sige spiller den musik som de plejer at spille i et rum med en ganske særlig akustik, og det er altid spændende, hvad der sker, når rummet tager over, men jeg har aldrig før oplevet et lydværk, der deciderede arbejdede med akustikken i netop dét rum og gjorde det til en del af værket, sådan som det skete i aftes.
Der er tale om at rummet blev gjort til en aktiv medspiller. Rummet tilførte musikken et teatralsk element. Ikke at værket for så vidt manglede det og havde brug for det, eftersom værket havde sin helt egen fortælling, hvor rummet og akustikken var det lærred, hvor tonerne maledes ud over, men rummet er så bestemmende, så det enten bliver en med- eller modpiller. I aftes var det en medspiller på et kæmpestort lærred.
Tidligere har jeg anmeldt flere af Tom Sonntags cd´ere: VIEW (2019) og THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES (2021). Siden er der også kommet cd´en THE PIANO KNOWS (2023)
“The possibility of a new
beginning arises
A choice that baffles man
The ability to choose the present
As animals instinctitively choose”
Toms musik er gennemgående lyrisk og melankolsk. Hans finske sjæl er tydelig i musikken. Det er som om de finske skove er fulgt med ham, siden han bosatte sig her som ung, hvilket de rent faktisk også er, for et par birkestammer er placeret i hjørnet af hans hjemmestudie på Amager, hvor han flere gange årligt holder intime og musikalske studiekoncerter med skiftende gæstemusikere. Flere gange har jeg været med, og er gået beriget derfra, så jeg vidste, at et gennemkomponeret lydværk fra hans hånd, af en times varighed, ville blive noget særligt.
Tom og de medvirkende musikere spillede live sammen med et backtrack med naturlyde. Det kan godt blive noget underligt noget at sammensætte et præfabrikeret lydspor med livemusik, men i forbindelse med NOW TIME fungerede det upåklageligt. Det løftede musikken og indrammede den. Det skabte nogle bløde og blide overgange, der gav en sprød kontrast til det øvrige,
Det harmoniske og fortryllede er en stor del af Toms musikalske univers. Vi bliver taget med ind i en fortryllet verden. Tom univers er magisk og lokkende. Det er som en evig dans med elverfolk. Elverfolket holder efter sigende til ved moser og træder dansen med forvildede sjæle, og kan ofte danse den forblændede dybt ud i mosen, hvorfra der ingen vej tilbage er. Men i Toms musik er der altid en vej tilbage. Det er som om hans musik netop er vejen tilbage.
“The present replaces the limitations of time
A present related to eternity
The battle to choose the present is on
Making time powerless
The present heals time”
Men i dette værk overgår Tom sig selv, og rent vokalt er det blandt andet lagt i hænderne på Lucy Bannon, der klædt i hvidt bevægede sig helt op til plateauet øverst oppe i vandtårnet. Det er så højt oppe, at man må lægge nakken helt tilbage, for at følge opstigningen. Det gjorde vi alle. Undervejs skreg hun. Ikke bare skrig, der slippes ud, men skrig, der gik gennem marv og ben. Urskrig, der fik hele rummet til at vibrere. Det var ganske forfærdeligt at overvære. Helt umenneskeligt. Det symboliserede en sådan smerte, at det stod i stor kontrast til alt det øvrige.
Det er svært at få sådanne primalskrig til at fungere i en kunstnerisk sammenhæng, for det slår alt i stykker. Jeg har aldrig hørt et sådan skrig før. Jo, der bliver råbt og skreget meget omkring os, men ikke på dén måde. Det her var noget andet. Det opsummerede al tidens smerte. Det fik mig til at tænke på krigen i verden, og ikke mindst den smerte som kvinderne gennemlever og som hele menneskeligheden udskriger, mens vi venter på freden, der forhåbentlig snart kommer.
Toms indarbejdede det i sit værk, der musikalsk blev båret frem af musikerne, der både gav det krop, toner og stemme og ikke mindst åndedræt fra de mange forskellige og eksotiske instrumenter. Kontrabassen lød utrolig smukt i rummet, dens dybe cello-agtige klang var betagende. Der var to træfløjter, der klang manende. En violin smøg sig også gennem mørket. Tablas gav en hurtigt løbende snappende og legende metallisk lyd. De to kvindelige sangstemmer kastedes imod Toms egen sang. Rummet bar deres stemmer helt til tops, hvor lyden fløj rundt og tvang vores blikke op. Selve rummets indre arkitektur er vild. Vandtårnets højde kan gøre en svimmel.
I begyndelsen kastedes lyset udefra ind gennem et par runde vinduer øverst oppe, og belyste nogle af rummets mange støttepiller og ikke mindst konstruktionen i midten omkring trappen, der fører helt op. Mens værket blev spillet svandt lyset fra den nedgående sol, og erstattedes af stearinlys. Det forstærkede den meditative stemning. En spotlampen var placeret over musikerne, sådan så den, der spillede solo blev belyst. Lyskeglen bevægede sig gennem rummet. Det skabte en fortættet atmosfære og arbejdede godt sammen med lydværket.
“Like children our hearts must play
They find solace to the light
Transforming the strong and the weak
United in a sense of wonder
For the unanswered questions in “Now Time””
Den citerede tekst blev uddelt til os ved indgangen og er forfattet af Tom Sonntag.
NOW TIME
værk af og med Tom Sonntag
uropførelse torsdag den 29. august 2024 kl. 19
i Brønshøj Vandtårn
60 minutter
Medvirkende:
Lucy Bannon (vokal & violin)
Poul Poclage (guitar, ukuleje, rør)
Sandy Chatz (tablas, udu, vokal)
Klaus Löhrer (duduk)
Bjarne Gregers Schmidt (Elguitar, tinwhistle)
Morten Bauer (shakuhachi)
Inge Marie Baiocchi (vokal)
Poul Næs (kontrabas)
Tom Sonntag (vokal & piano – backings/ambients)
Lydteknik: Morten Bauer
Lys & lyd-assistent: Christian Grønne
*
Tidligere anmeldte cd-udgivelser af Tom Sonntag:
View (2019)
The man who sleep under trees (2021)
*
CD-anmeldelse af Michael Svennevig
THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES af Tom Sonntag
“An invitation to find your own path inside this whispering mystic, comforting forest”.
De store finske skov er en vigtig del af inspirationen bag Tom Sonntags 6. CD-udgivelse, ”The man who sleeps under trees”, hvor Tom inviterer indenfor i en forunderlig verden. Tom har komponeret og indspillet 8 sange sammen med enkelte håndplukkede musikere, men det er primært ham selv, der skaber det musikalske univers på cd´en, hvor flygel, vokaler, keyboards og samplinger træder dansen sammen. Det kunne have være lydsporet til en film, for musikken er fuld af anelser og lyde, sådan som de opleves tidligt om morgenen, når nattefrosten har lagt sig over det hele. Eller i skumringen, hvor skyggerne bliver lange – og dagslyset viger for mørket. Rent vokalt er Tom denne gang lige så meget til stede som hans keyboards og klaviaturer. Nogle gange i en helt ren og klar vokal nærlydsgengivelse, mens der andre gange er tale om samplede stemmeoptagelser. Den menneskelige stemme er et utroligt nøgent instrument. Det giver en umiddelbar indføring i det univers som vi føres ind i. Sangen giver en velkendt fremmedhed som på én gang både er melankolsk og dragende. Det er som at blive taget ved hånden, og ført dybt ind i den stadigt tættere skov. Helt derinde, hvor alt andet forsvinder. Derinde, hvor vi er helt alene med os selv – og naturen. Det er både knugende og frisættende. Der er en shamanistisk og manende åndemagerånd, der svæver over musikken. Det er et kald fra de uendeligt store dunke, finske skove, men også et kald, der lyder lige ved solopgangs – eller solnedgangstid. Vi bliver forbundet med noget overvældende tidløst. Vi er trukket dybt ind i skoven, hvor trolde og elverfolk danser rundt akkompagneret af inciterende rytmer og (ur)skovslyde. Det er selve skovens åndedræt vi kan lægge øret til på cd´ en, når vi vågner op af vores dvale.
De 8 kompositioner flyder på flotteste vis sammen og danner et langt inciterende lydmæssigt tonedigt, der både er en hyldest til livet, dansen, naturen og døden. Det er med overskriften, ”The man who sleeps under trees”, en dejlig overraskende og meget træffende titel på en cd, der er flot tænkt, smukt komponeret og meget elegant udført.
I forhold til den foregående cd-udgivelse ”VIEW”, er der sket en stor forædling af det kunstneriske materiale. Ja, ligefrem en frisættelse. Dels ved at det nye album rammer meget bredere. Der virker mindre melankolsk. Det foregående album var også ene-stående, men ikke lige så umiddelbart tilnærmeligt. Det nye album åbner med sine klange og stemninger imeget mere overbevisende ind til det musikalske univers. Det får det til at virker mere afklaret og helstøbt. Stadig synes jeg at VIEW er en meget flot udgivelse, men med det nye album er vi med de 8 nye numre kommer meget nærmere på et magisk sted, hvor de store åbne landskabers uendelighed mødes med de finske skoves tyste melankoli. Lyset og mørket brydes, og i brydningen får det et endnu større vingefang. Det er modigt og kompromisløst. Forgængeren havde måske nok mere struktur, men det var så til gengæld på bekostning af dette gennemflydende og evigstrømmende, der er kommet til på det nye album, der gør det til en meget længere og dybere lytteoplevelse. For på forgængeren kom papegøjeskrig ind på rene gentagne taktslag, mens det nye album åbner en meget større port ind til underbevidstheden. Klangmæssigt er det nye album rundet af en endnu større musikalsk stræben.
Cd´en blev præsenteret ved en releasekoncert i Metronomen på Frederiksberg i fredags, hvor også guitaristen John Sund medvirkede. Ligesom han er med på 5 af cd´ens numre på elektrisk og akustisk guitar. Derudover medvirker Poul Poclage på paprør og åndedrætslyde. Rolf Sonntag spiller akkordeon. Birte Jona Røskvar Knutzen spiller på shamanistisk tromme.
Tom forklarede under koncerten, at musikken var blevet til via improvisationer i studiet gennem de sidste fire år, og at cd-udgivelsen var resultatet af det bedste fra disse 4 års studieoptagelser. Men CD´en lyder alt andet end sammenklippet, den fremstår som et helstøbt værk, hvor vi føles igennem et fortryllet og magisk klangligt univers. Netop ved at det ikke virker som 8 adskilte numre, men snarere som en uendelig og saligt forførende rundrejse i et magisk univers. Men der er ikke tale om at vi befinder os i et lyserødt blødt new age-landskab, for det er en konkret skov vi bevæger os rundt i. Man kan se og smage det hele. Det er befriet for enhver frelst spirituel påklistret religiøsitet. Det er faktisk kun afslutningsnummeret ”Berlin Call”, der rummer et ekko af noget jeg har hørt før. Noget fra 70´erne, for resten virker dejligt forfriskende, klangligt sprødt og energiladet.
Tom Sonntag:
“The man who sleeps under trees” (2021)
Kan købes her.
DK
Musikanmældelse af Michael Svennevig
VIEW – Tom Sonntag
At lytte til Tom Sonntags cd ”View” (2017) er som at rejse med ham igennem storslåede landskaber. Lydbillederne er store og musikken er meget visionær. Der er en elegant balance mellem de store flydende lydflader og så de konkrete instrumentale indslag. Det er verdensmusik i den flotteste betydning af ordet. Uden at det bliver folkloristisk af den grund. For stemmer, instrumenter og samplinger flyder ind og blander sig i musikkens strøm. Det er lydligt utroligt smukke overflyvninger. Musikalsk er det en strøm, der på en gang er meget konkret og samtidig flydende. Det er musik, der har et mål og et sigte, uden at det af den grund bliver så luftigt at det forsvinder. Det byder lytteren indenfor med fejende gestus.
Cd´en indledes med et tordenskrald på nummeret ”Alone Two”. Det er ikke højt og voldsomt, men man kan sige at det er med til at fortætte musikken og energien. Toms modersmål er finlands-svensk, og det lader han klinge sammen med en indiansk rammetromme. I det hele taget er der shamanistiske overtoner i musikken, men selv om der også enkelte steder er fuglestemmer og naturlyde, så forsvinder det ikke i sfærisk intethed. Det er på én gang både flyvende og meget jordnært. En smuk – og svær balance, der er en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig til udvendige lydeffekter. Det hele er bundet sammen af en stærk og løfterig vision – ja, af et fast VIEW.
På nummeret ”Aramic” er der en didgeridoo, der fletter sig ind og blandes med Toms spil på sit Steinway koncert B flygel, der igen flyder sammen med slagstøj og vokalimprovisationer. Poul Poclage spiller akustisk guitar, rør og slagtøj. Samme Poul er leadvokal på det efterfølgende nummer ”Dark love”, hvor en vemodig harmonika anslår stemningen. Tom slutter med at recitere:
“I can see you/
Walking Slowly/
May I carry you home/
Through the wild/
Home.”
Den smukke, let sprukne og lidt overjordiske leadvokal af Camilla Sonntag-Backman på nummeret “Child Chill” skal også nævnes.
Jeg havde lyttet til forskellige optagelser på YouTube med Tom forinden, og det havde mere forvirret end samlet mit indtryk af hans musik, men da jeg for noget tid siden modtog en invitation til at høre hans musik live på Dansepladsen i Fælledparken drog jeg af huse, for at få mig en overvældende flot og helstøbt musikalsk oplevelse udendørs i sensommeren under en skyhimmel, der havde svært ved at bestemme sig til om den skulle smile eller råbe. Af og til klarede det op og blå himmel sejlende hen over musikken – eller rettere blandedes skyerne og musikken sig, for sådan føltes det. Lyden udendørs var lige så flot som da jeg hjemme satte cd´en VIEW i min cd-afspiller.
Igen var det som om at skyerne og musikken blandedes. Sonntag bæres af musikken og lader musikken strømme igennem sig. Hvilket altid er noget særligt, for hvert menneske og kunstner har sit eget udtryk, men måske forstærkes det, når det frembringes af Tom, der ud over at være en så dygtig, talentfuld og visionær kunstner også har nogle rent fysiske begrænsninger, der først skal klares før han overhovedet kan begynde sit kunstneriske arbejde. Tom har muskelsvind og er elkørestolsbruger. Til koncerten i søndags havde han to medhjælpere. Den ene var Shohreh Shahrzad, der selv er kunstner (daf-spillende, dansende og dertil grafisk designer) samt Martin Hagedorn Larsen, der havde designet den anordning, der gjorde det muligt for Tom at optræde, for oven over hans to klaviaturer var der placeret et 2½ meter højt stativ, hvorfra gummisnore hang ned over klaviaturerne og var fæstet til Toms håndled, sådan så han selv kunne betjene og skubbe klaviaturerne frem og tilbage monteret på en skinne. Der var også en mikrofon, der gjorde det muligt for Tom at synge vokalerne. Stemmer fra nær og fjern samplede sig ind igennem musikken. Noget som Tom også styrede samtidig med alt det øvrige.
Musikken er ikke noget særligt, fordi Tom skal overkomme fysiske forhindringer for at kunne skabe den, men jeg tænker at den til gengæld bliver endnu mere koncentreret i sit udtryk, for musikken bliver det medie, hvorigennem Tom genfinder sin førlighed, for i den danser han rundt i en imaginær dans med elementerne, hvor alle grænser ophæves såvel for ham som for os, der lytter. En dans som det ikke er ham forundt at danse i det virkelige liv.Tom Sonntag er 54 år, født og opvokset i Ingelå, Finland, men har siden 1989 boet i København, hvor han har sit studie.
-Der findes musik overalt, det gælder bare om at lytte, siger Sonntag. Melankoli er et gennemgående tema på den nye cd. I den gemmer sig en mørk kærlighed som skræmmer os, siger Sonntag, men også en ægthed. Han sammenligner det med den finske kultur – i den findes et dyb, et mørke, som vi burde tale om i stedet for vejret. Danskerne er mere udvendige og lettere at forholde sig til, men dybet i stilheden og pausen fascinerer mig. Den finlandske mentalitet har hjulpet Sonntag til at finde dybet i sig selv. Gennem musikken håber han at lytteren også kan opdage noget uventet i sig selv eller udenfor. Han ser mennesker som er ulykkelige og stressede, og giver dem et redskab til bare at være til stede. Udsigt gennem indsigt, siger han og henviser til albummets titel.
Melankoli er ikke en følelse af håbløshed og tristesse. Den er rummet, hvor mennesket indfinder sig med sig selv i refleksiv egen-accept. Nogenlunde sådan beskriver Tom Sonntag hensigten og drivkraften bag ved hans seneste og femte album “View”, som er udkommet i maj 2017. Her bliver vi taget med på en rejse ind i et univers, der genlyder af Nordens høje og sorte, stjerneklare nat, hvor menneskene lever i respektfuld sameksistens med den natur, de er vokset ud af, som de lever i og lever af i en gensidigt betingende dans og vekselsang.
Instrumenteringen på albummet består af piano, harmonika, guitar, cello, tværfløjte, percussion og bas, og der er arbejdet med lydscenarier, både elektroniske og optagelser fra hverdagssituationer med mennesker — både store og små. Der er både instrumentale numre, hvor der bliver givet god tid til at lade klangrummene stå som store åbne landskaber, og der er sang, både med og uden tekst som bevæger sig i retning af samiske joikende besværgelser, hvor der samarbejdes med overjordiske kræfter, vi knap nok forstår, men som slynger sig lydløst og indtrængende ned mod jorden, hvor vi står og forstummede lader os indhylle i nordlysets overvældende kraft.
Tonen på albummet er søgende og afventende. Der er nærmest tale om en musikalsk sansning af verden og menneskets indfældethed i den, uden intentioner om at aftvinge fortolkninger eller forklaringer. I nummer efter nummer udfolder sig en meditation og indøvelse i modtagelse af virkeligheden i sin overvældende såledeshed og en invitation til at blive ét med den i tid og sted — nu og her.
Der er således ikke lagt op til hygge-muzak og ligegyldigt fraserede floskler. Der er kæmpet med det musiske udtryk. Der har fundet en bemægtigelse sted, og skal man kunne mærke dette, må man selv sætte sig for at bemægtige sig virkeligheden bag overfladen i musikken. Ikke at der er tale om svært tilgængelige fraser eller harmonier — udtrykket er sådan set letforståeligt nok og kræver ingen særlige forudsætninger eller manualer. Men nøglen til tilegnelse af musikken ligger i musikken selv, og skal man få øje på den, skal man beslutte sig for at lytte koncentreret, for at den lukker sig op.
Og det gør man så — venter. Og så gør den det — lukker sig op. Og så står man dér midt i håbets gigantiske melankolske katedral, hvor mennesket forener sig umærkeligt med resten af verden i vægtløs gensidig accept.
SE
“sonn” – recension av Anders Storbacka
”sonn” SONNCD04
Producent: Tom Sonntag
Helgjutet konstverk
I min CD-spelare snurrar en skiva. Jag lyssnar, läser det medföljande texthäftet, begrundar konvolutets fotografi av ett fjordlandskap i blått, svart, vitt och grått. Vad döljer sig mellan dessa pärmar?
Vatten. Nortid. Hymn. Tom Sonntag, välbekant musiker från vårt landskap, numera bosatt i
Köpenhamn, har gett ut sin fjärde CD ”sonn”. Det musikaliska innehållet på CD:n förvånar egentligen inte, Tom och hans musik är bekanta sedan många år. Speciellt hans första CD ”vatten” har i vår familj tålt mycket slitage. Att upphovsmannen lagt sin själ i detta är helt uppenbart. Den som producerar en skiva måste själv fatta beslut om vartenda kommatecken. Det gäller också att inte säga för mycket, lyssnaren skall inte berövas upptäckandets glädje. Här har Tom lyckats fullständigt. Denna CD öppnar sig långsamt, lyssnaren får själv göra sig en bild av innehållet. Den sista av de fyra korta textraderna på konvolutets baksida understryker också detta: ”obesvarade frågor”.
De fjorton låtarna bildar tillsammans en slags musikalisk resa genom ett nordiskt landskap. Vi börjar i norr. Spår nr 1 Balajoy är en jojk. Jag undrar var pärmbilden är tagen. Norra Norge? Färöarna? Spår nr 3 heter Norrsken, här hör man lapptrummans dova dunkande. Redan i CD:ns andra låt Vingen framträder till all lycka ett utmärkande drag för hela skivan: man hör de olika medverkande intrumenten mycket tydligt. I sitt ”Tack till” har Tom speciellt nämnt Frank Birch Pontoppidan som gjort CD:ns masterband. Med allt skäl. Hemma i vår bokhylla finns CD-skivor där trummisen tillåts dominera hela ljudbilden. Och detta på skivor med långt mera berömda artister än Tom Sonntag. Musiken i Mitt fönster och Ögon ”svänger” bra. Ordningsföljden på låtarna är också väl genomtänkt. Den musikaliska variationen är stor – Tom har inte komponerat samma låt fjorton gånger. Läckra ljudeffekter får vi höra i t.ex. Dag och natt och Diket. Min favoritlåt Nyckelpigan på spår 11 bjuder på ett intressant arrangemang. Detta är en av skivans få låtar utan text. Överhuvudtaget är arrangemangen utstuderat noggrannt gjorda. Spännande harmonier. Det måtte ha tagit lång tid, krävt oerhört stor koncentration och en vilja av stål att åstadkomma detta. Redan i Toms tidigare skivor har jag konstaterat att han har sin egen personliga stil att göra musik. Får jag frågan vilken annan tonsättares musik Toms liknar, vet jag inte vad jag skall svara.
Tonsättare, textförfattare, arrangör och producent är alltså ingåbon Tom Sonntag. Till sin hjälp har han haft en stor vänkrets och medarbetarstab. Bland dem vill jag speciellt nämna Poul Poclage. Han står för inte mindre än trummor, körvokal, panflöjt, akustisk gitarr, vissling och diverse andra effekter. Övriga instrument på skivan är cello, el-bas, el-gitarr, violin, altviolin, kontrabas och flygelhorn. Toms far Rolf Sonntag medverkar med dragspel, och hans syster Camilla Sonntag-Backman med recitation, mycket fräscht! Tom använder sin röst mycket mångsidigt, ibland är tonbildningen rentav kärv. Finns här en medveten tanke? En viss råhet i intonationen kan avsiktligt understryka musikens karaktär. Har man liksom Tom bott åratal i Danmark kunde man vänta sig en dansk accent på uttalet. Men icke. Däremot hörs västnyländskan ännu tydligt. Jag tillåter mig att dra på smilbanden.
Denna skiva har inget bäst-före-datum. Låtarna beskriver ofta möten med människor i olika åldrar. Ur texthäftet: ”Barnet, barnet och Den Gamla. Tror på varandra”, ”En gammal kvinna kommer gående mot mitt öppna fönster”, ”Står här, framför dig, du gamla man, med blanka ögon”, ”Nu lever jag igen, i barndomens sorgfria glädje”. Skivan fungerar visserligen bra som bakgrundsmusik, men ett koncentrerat lyssnande ger mycket mera! Den som har denna CD har egentligen mer än en CD, den har ett konstverk, en mångtydig musikalisk bukett med fjorton sinsemellan olika blommor, bildande en tilltalande vacker helhet.
Anders Storbacka
SE
Han är en vild själ i en stilla kropp
I en kropp tvingad till stillhet – Tom Sonntag är musiker och skogsbarn som trivs hemma i den blåa stugan i Ingå. Vindens sus är hans präst, barrskogen hans helgon.
Rasslandet av miljoner barr som slår mot varandra i vinden, prasslet av löv i soltorra trädkronor. Klappret av hovar mot grusväg, på distans från den närliggande gården.
Hoandet, kvittret. Det här är meditation för Tom Sonntag.
– Naturen är min katedral, säger musikern, på besök hemma i Ingå.
Han är uppe vid sin blåa stuga en bit upp från familjens hus. I en låg tall intill lekte han Tarzan som barn, i dag sitter han i rullstol på grund av sjukdomen muskeldystrofi.
Här får han fylla på energireserverna, inspireras av landskapet och tömma hjärnan på intryck från prestationssamhället. Också i den nygamla hemstaden Köpenhamn
söker han sig ut i skogen minst tre gånger i veckan.
Tom Sonntag menar att dagens människa har mist kontakten med det naturliga. Det är märkligt med tanke på att naturen ger gratis svar på många frågor. När han ligger
under ett träd och blickar upp genom lövverken känner han guds närvaro. Men gud får vänta en stund, först berättar Sonntag om sin nya skiva.
Utsikt genom insikt
View är en produkt av de fem åren som gått. Den har sakta men säkert fötts ur tankar, händelser och känslor. Intuitionen och improvisationen har fått visa vägen,
och plötsligt har en sång tagit form.
– Skivan krävde ett moget hjärta för att bli klar, det händer inte genom att trycka på en knapp.
Elektroniskt och ambient bildar stundvis stillsamma ljudmattor, stundvis mer melodiska sånger på det nya albumet. Egna samplingar utgör en grund: slag på rostiga tunnor,
skrap på stubbar, kätting på järn när en smed arbetar, slag av stenar som möts.
– Det finns musik överallt, det gäller bara att lyssna, säger musikern. När han inte är i skogen turnerar han flitigt, med skåpbilen som vilar på gården i Ingå kör han
bland annat till Nordkap, Lissabon, Färöarna, Aten och Paris.
Melankoli är ett genomgående tema på den nya skivan. I den gömmer sig en mörk kärlek som skrämmer oss, säger Sonntag, men också en äkthet.
Han exemplifierar med den finska kulturen – i den finns ett djup, ett mörker, som vi borde tala om i stället för vädret. Danskarna är ytligare och lättare att förhålla sig till,
men djupet i tystnaden och pausen fascinerar mer. Den finländska mentaliteten har hjälpt Sonntag att finna djupet i sig själv.
Genom musiken hoppas han att också lyssnaren kan hitta något oväntat i sig själv eller utanför. Han ser människor som är olyckliga och stressade, och ger dem ett redskap
till att bara vara.
– Utsikt genom insikt, säger han och hänvisar till albumtiteln på sitt abstraherande sätt.
Rörlig i sinnet
Doften av torr mossa. Sötman av smultronen, redan knallröda intill spången upp till den blåa stugan. Barrskogens syrlighet. Det här är meningen med livet för Tom Sonntag.
Om han kunde skulle han hoppa bungy jump och fallskärm, men kroppen är på grund av den progressiva sjukdomen alltmer stilla. Då får han vara rörlig i musiken i stället –
i den vill han klättra upp i trädkronor och klänga i grenar.
– Jag är en vild själ i en stilla kropp.
Muskelsjukdomen är opraktisk, men inte ett hinder. “Mig får man önska god hjul litet oftare”, säger han med en skämtsam hänvisning till livet där rullstolen är en nödvändig hjälp.
Han tror att livet kring trettioårsåldern tar en riktning, och att livet därefter fördjupas trots att så mycket nytt inte händer. Det känns tryggt och bra att bli gammal trots att
kroppen blir alltmer orörlig. Rasar allting när du fyller femtio? Då kanske du lever i utopi, falskhet och lögn.
Ta en titt på ett träd – det har stått där i hundrafemtio år. Trädet har inte sprungit omkring och uträttat stordåd, men lika väl finns det till som du.
Viskande lögner
Prestationen gör inte människan – den skapar oro och stress. Genom att ta sig tid att vistas ute i naturen kan man komma närmare sig själv, men hur ta sig loss från
den hektiska vardagen? Ta ut jobbet i skogen om du kan, tipsar Tom Sonntag, medveten om att han trots allt är privilegierad på den punkten – han lever
på sin sjukpension och behöver inte hanka sig fram ekonomiskt. Han har tid att bara vara.
– Att vänja sig vid nya tankebanor kan ta tid. Tystnaden kan vara skrämmande, du hör dina egna lögner viska.
Om du nu tänker att Tom Sonntag borde överväga att hålla kurser i mindfulness är du inne på rätt spår. Visst vill han hjälpa också andra att leva i stunden, men sparar
det till ett senare skede i livet när han inte längre kan göra musik.
Att ha ett funktionshinder är ingen katastrof, snarast är det opraktiskt. Sinnet är det fundamentala och naturen bär oss i sitt sköte. Om vi vårdar den ömt, det vill säga.
Om vi utnyttjar naturen rätt, lever etiskt och ekologiskt, har den en enorm kapacitet. Om vi däremot missbrukar den för att tjäna pengar gräver vi vår egen grav.
– Då förstör vi vår jord.
Hemifrån har han lärt sig att dyrka jorden. Mamma Ruth Sonntag odlar så mycket att familjen är nästan självförsörjande i grönsaksväg. I dag bär hon upp körsbärssaft
från familjens hus nedföranför kullen.
Pojken gick i sin mammas fotspår: odlade gurkor i växthus för att spara ihop till den första egna cykeln. Han är också tacksam för föräldrarnas förståelse och stöd
i den kreativa processen.
Gud en magkänsla
Himlen enhetligt smutsvit över trädtopparna i barndomslandskapet. Myrornas myller i gruset. Barrträdens vajande rörelser innan regnfronten smyger sig på.
Mossans stillsamma färgspel i grått och grönt. Det här är gud för Tom Sonntag.
Det som för en är den heliga anden kan vara magkänsla för den andra. Tom Sonntag går sällan till kyrkan, hans tro kommer i uttryck genom naturen och genom konsten.
Tron flexar varje dag. Den ger en fred i hjärtat som gör livet värt att leva. Men här kan vindens sus agera präst och barrskogen helgon
——
FAKTA
Tom Sonntag
Musiker född och uppvuxen i Ingå.
Bosatt i Köpenhamn där han stannade efter ett utbytesår från Lärkkulla 1987.
Har gett ut fem album, det nyaste heter View och behandlar bland annat melankoli. Stilen är experimentell, elektronisk och sfärisk.
Hör Tom Sonntag live i Ingå kyrka den 19.7 klockan 19.
Anmeldelse (Michael Svennevig)
NOW TIME af Tom Sonntag i Brønshøj Vandtårn
“Time was created gradually
Created as a gift for mankind
As man had destroyed eternity on earth”
NOW TIME et et timelangt lydværk, der i aftes blev uropført i Brønshøj Vandtårn. Det er komponeret af Tom Sonntag, der er finne bosiddende i København.
Tom Sonntag sad placeret i midten ved et klaver, hvorfra han holdt sammen på sit store værk udsat for 10 musikere, der var placeret rundt om ham. Det er et stort og imponerende lydværk, der spænder fra det lette og lyse, næsten mediterende, til det skrigende voldsomme.
At skabe et værk, der uropføres i et af byens mest udfordrende musikalske lydrum, er ikke let. Det har undertitlen: soundscape. Det var tydeligt at høre, at Tom er vant til rummet, og at værket var komponeret specielt til Brønshøj Vandtårn – og det er også nødvendigt. Det er et kæmpestort lydrum med en meget lang og helt særegen efterklang. Jeg har været til flere andre koncerter i selvsamme rum, hvor kunstnere har opført deres musik på den lyttende måde, hvor de så at sige spiller den musik som de plejer at spille i et rum med en ganske særlig akustik, og det er altid spændende, hvad der sker, når rummet tager over, men jeg har aldrig før oplevet et lydværk, der deciderede arbejdede med akustikken i netop dét rum og gjorde det til en del af værket, sådan som det skete i aftes.
Der er tale om at rummet blev gjort til en aktiv medspiller. Rummet tilførte musikken et teatralsk element. Ikke at værket for så vidt manglede det og havde brug for det, eftersom værket havde sin helt egen fortælling, hvor rummet og akustikken var det lærred, hvor tonerne maledes ud over, men rummet er så bestemmende, så det enten bliver en med- eller modpiller. I aftes var det en medspiller på et kæmpestort lærred.
Tidligere har jeg anmeldt flere af Tom Sonntags cd´ere: VIEW (2019) og THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES (2021). Siden er der også kommet cd´en THE PIANO KNOWS (2023)
“The possibility of a new
beginning arises
A choice that baffles man
The ability to choose the present
As animals instinctitively choose”
Toms musik er gennemgående lyrisk og melankolsk. Hans finske sjæl er tydelig i musikken. Det er som om de finske skove er fulgt med ham, siden han bosatte sig her som ung, hvilket de rent faktisk også er, for et par birkestammer er placeret i hjørnet af hans hjemmestudie på Amager, hvor han flere gange årligt holder intime og musikalske studiekoncerter med skiftende gæstemusikere. Flere gange har jeg været med, og er gået beriget derfra, så jeg vidste, at et gennemkomponeret lydværk fra hans hånd, af en times varighed, ville blive noget særligt.
Tom og de medvirkende musikere spillede live sammen med et backtrack med naturlyde. Det kan godt blive noget underligt noget at sammensætte et præfabrikeret lydspor med livemusik, men i forbindelse med NOW TIME fungerede det upåklageligt. Det løftede musikken og indrammede den. Det skabte nogle bløde og blide overgange, der gav en sprød kontrast til det øvrige,
Det harmoniske og fortryllede er en stor del af Toms musikalske univers. Vi bliver taget med ind i en fortryllet verden. Tom univers er magisk og lokkende. Det er som en evig dans med elverfolk. Elverfolket holder efter sigende til ved moser og træder dansen med forvildede sjæle, og kan ofte danse den forblændede dybt ud i mosen, hvorfra der ingen vej tilbage er. Men i Toms musik er der altid en vej tilbage. Det er som om hans musik netop er vejen tilbage.
“The present replaces the limitations of time
A present related to eternity
The battle to choose the present is on
Making time powerless
The present heals time”
Men i dette værk overgår Tom sig selv, og rent vokalt er det blandt andet lagt i hænderne på Lucy Bannon, der klædt i hvidt bevægede sig helt op til plateauet øverst oppe i vandtårnet. Det er så højt oppe, at man må lægge nakken helt tilbage, for at følge opstigningen. Det gjorde vi alle. Undervejs skreg hun. Ikke bare skrig, der slippes ud, men skrig, der gik gennem marv og ben. Urskrig, der fik hele rummet til at vibrere. Det var ganske forfærdeligt at overvære. Helt umenneskeligt. Det symboliserede en sådan smerte, at det stod i stor kontrast til alt det øvrige.
Det er svært at få sådanne primalskrig til at fungere i en kunstnerisk sammenhæng, for det slår alt i stykker. Jeg har aldrig hørt et sådan skrig før. Jo, der bliver råbt og skreget meget omkring os, men ikke på dén måde. Det her var noget andet. Det opsummerede al tidens smerte. Det fik mig til at tænke på krigen i verden, og ikke mindst den smerte som kvinderne gennemlever og som hele menneskeligheden udskriger, mens vi venter på freden, der forhåbentlig snart kommer.
Toms indarbejdede det i sit værk, der musikalsk blev båret frem af musikerne, der både gav det krop, toner og stemme og ikke mindst åndedræt fra de mange forskellige og eksotiske instrumenter. Kontrabassen lød utrolig smukt i rummet, dens dybe cello-agtige klang var betagende. Der var to træfløjter, der klang manende. En violin smøg sig også gennem mørket. Tablas gav en hurtigt løbende snappende og legende metallisk lyd. De to kvindelige sangstemmer kastedes imod Toms egen sang. Rummet bar deres stemmer helt til tops, hvor lyden fløj rundt og tvang vores blikke op. Selve rummets indre arkitektur er vild. Vandtårnets højde kan gøre en svimmel.
I begyndelsen kastedes lyset udefra ind gennem et par runde vinduer øverst oppe, og belyste nogle af rummets mange støttepiller og ikke mindst konstruktionen i midten omkring trappen, der fører helt op. Mens værket blev spillet svandt lyset fra den nedgående sol, og erstattedes af stearinlys. Det forstærkede den meditative stemning. En spotlampen var placeret over musikerne, sådan så den, der spillede solo blev belyst. Lyskeglen bevægede sig gennem rummet. Det skabte en fortættet atmosfære og arbejdede godt sammen med lydværket.
“Like children our hearts must play
They find solace to the light
Transforming the strong and the weak
United in a sense of wonder
For the unanswered questions in “Now Time””
Den citerede tekst blev uddelt til os ved indgangen og er forfattet af Tom Sonntag.
NOW TIME
værk af og med Tom Sonntag
uropførelse torsdag den 29. august 2024 kl. 19
i Brønshøj Vandtårn
60 minutter
Medvirkende:
Lucy Bannon (vokal & violin)
Poul Poclage (guitar, ukuleje, rør)
Sandy Chatz (tablas, udu, vokal)
Klaus Löhrer (duduk)
Bjarne Gregers Schmidt (Elguitar, tinwhistle)
Morten Bauer (shakuhachi)
Inge Marie Baiocchi (vokal)
Poul Næs (kontrabas)
Tom Sonntag (vokal & piano – backings/ambients)
Lydteknik: Morten Bauer
Lys & lyd-assistent: Christian Grønne
*
Tidligere anmeldte cd-udgivelser af Tom Sonntag:
View (2019)
The man who sleep under trees (2021)
*
CD-anmeldelse af Michael Svennevig
THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES af Tom Sonntag
“An invitation to find your own path inside this whispering mystic, comforting forest”.
De store finske skov er en vigtig del af inspirationen bag Tom Sonntags 6. CD-udgivelse, ”The man who sleeps under trees”, hvor Tom inviterer indenfor i en forunderlig verden. Tom har komponeret og indspillet 8 sange sammen med enkelte håndplukkede musikere, men det er primært ham selv, der skaber det musikalske univers på cd´en, hvor flygel, vokaler, keyboards og samplinger træder dansen sammen. Det kunne have være lydsporet til en film, for musikken er fuld af anelser og lyde, sådan som de opleves tidligt om morgenen, når nattefrosten har lagt sig over det hele. Eller i skumringen, hvor skyggerne bliver lange – og dagslyset viger for mørket. Rent vokalt er Tom denne gang lige så meget til stede som hans keyboards og klaviaturer. Nogle gange i en helt ren og klar vokal nærlydsgengivelse, mens der andre gange er tale om samplede stemmeoptagelser. Den menneskelige stemme er et utroligt nøgent instrument. Det giver en umiddelbar indføring i det univers som vi føres ind i. Sangen giver en velkendt fremmedhed som på én gang både er melankolsk og dragende. Det er som at blive taget ved hånden, og ført dybt ind i den stadigt tættere skov. Helt derinde, hvor alt andet forsvinder. Derinde, hvor vi er helt alene med os selv – og naturen. Det er både knugende og frisættende. Der er en shamanistisk og manende åndemagerånd, der svæver over musikken. Det er et kald fra de uendeligt store dunke, finske skove, men også et kald, der lyder lige ved solopgangs – eller solnedgangstid. Vi bliver forbundet med noget overvældende tidløst. Vi er trukket dybt ind i skoven, hvor trolde og elverfolk danser rundt akkompagneret af inciterende rytmer og (ur)skovslyde. Det er selve skovens åndedræt vi kan lægge øret til på cd´ en, når vi vågner op af vores dvale.
De 8 kompositioner flyder på flotteste vis sammen og danner et langt inciterende lydmæssigt tonedigt, der både er en hyldest til livet, dansen, naturen og døden. Det er med overskriften, ”The man who sleeps under trees”, en dejlig overraskende og meget træffende titel på en cd, der er flot tænkt, smukt komponeret og meget elegant udført.
I forhold til den foregående cd-udgivelse ”VIEW”, er der sket en stor forædling af det kunstneriske materiale. Ja, ligefrem en frisættelse. Dels ved at det nye album rammer meget bredere. Der virker mindre melankolsk. Det foregående album var også ene-stående, men ikke lige så umiddelbart tilnærmeligt. Det nye album åbner med sine klange og stemninger imeget mere overbevisende ind til det musikalske univers. Det får det til at virker mere afklaret og helstøbt. Stadig synes jeg at VIEW er en meget flot udgivelse, men med det nye album er vi med de 8 nye numre kommer meget nærmere på et magisk sted, hvor de store åbne landskabers uendelighed mødes med de finske skoves tyste melankoli. Lyset og mørket brydes, og i brydningen får det et endnu større vingefang. Det er modigt og kompromisløst. Forgængeren havde måske nok mere struktur, men det var så til gengæld på bekostning af dette gennemflydende og evigstrømmende, der er kommet til på det nye album, der gør det til en meget længere og dybere lytteoplevelse. For på forgængeren kom papegøjeskrig ind på rene gentagne taktslag, mens det nye album åbner en meget større port ind til underbevidstheden. Klangmæssigt er det nye album rundet af en endnu større musikalsk stræben.
Cd´en blev præsenteret ved en releasekoncert i Metronomen på Frederiksberg i fredags, hvor også guitaristen John Sund medvirkede. Ligesom han er med på 5 af cd´ens numre på elektrisk og akustisk guitar. Derudover medvirker Poul Poclage på paprør og åndedrætslyde. Rolf Sonntag spiller akkordeon. Birte Jona Røskvar Knutzen spiller på shamanistisk tromme.
Tom forklarede under koncerten, at musikken var blevet til via improvisationer i studiet gennem de sidste fire år, og at cd-udgivelsen var resultatet af det bedste fra disse 4 års studieoptagelser. Men CD´en lyder alt andet end sammenklippet, den fremstår som et helstøbt værk, hvor vi føles igennem et fortryllet og magisk klangligt univers. Netop ved at det ikke virker som 8 adskilte numre, men snarere som en uendelig og saligt forførende rundrejse i et magisk univers. Men der er ikke tale om at vi befinder os i et lyserødt blødt new age-landskab, for det er en konkret skov vi bevæger os rundt i. Man kan se og smage det hele. Det er befriet for enhver frelst spirituel påklistret religiøsitet. Det er faktisk kun afslutningsnummeret ”Berlin Call”, der rummer et ekko af noget jeg har hørt før. Noget fra 70´erne, for resten virker dejligt forfriskende, klangligt sprødt og energiladet.
Tom Sonntag:
“The man who sleeps under trees” (2021)
Kan købes her.
DK
Musikanmældelse af Michael Svennevig
VIEW – Tom Sonntag
At lytte til Tom Sonntags cd ”View” (2017) er som at rejse med ham igennem storslåede landskaber. Lydbillederne er store og musikken er meget visionær. Der er en elegant balance mellem de store flydende lydflader og så de konkrete instrumentale indslag. Det er verdensmusik i den flotteste betydning af ordet. Uden at det bliver folkloristisk af den grund. For stemmer, instrumenter og samplinger flyder ind og blander sig i musikkens strøm. Det er lydligt utroligt smukke overflyvninger. Musikalsk er det en strøm, der på en gang er meget konkret og samtidig flydende. Det er musik, der har et mål og et sigte, uden at det af den grund bliver så luftigt at det forsvinder. Det byder lytteren indenfor med fejende gestus.
Cd´en indledes med et tordenskrald på nummeret ”Alone Two”. Det er ikke højt og voldsomt, men man kan sige at det er med til at fortætte musikken og energien. Toms modersmål er finlands-svensk, og det lader han klinge sammen med en indiansk rammetromme. I det hele taget er der shamanistiske overtoner i musikken, men selv om der også enkelte steder er fuglestemmer og naturlyde, så forsvinder det ikke i sfærisk intethed. Det er på én gang både flyvende og meget jordnært. En smuk – og svær balance, der er en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig til udvendige lydeffekter. Det hele er bundet sammen af en stærk og løfterig vision – ja, af et fast VIEW.
På nummeret ”Aramic” er der en didgeridoo, der fletter sig ind og blandes med Toms spil på sit Steinway koncert B flygel, der igen flyder sammen med slagstøj og vokalimprovisationer. Poul Poclage spiller akustisk guitar, rør og slagtøj. Samme Poul er leadvokal på det efterfølgende nummer ”Dark love”, hvor en vemodig harmonika anslår stemningen. Tom slutter med at recitere:
“I can see you/
Walking Slowly/
May I carry you home/
Through the wild/
Home.”
Den smukke, let sprukne og lidt overjordiske leadvokal af Camilla Sonntag-Backman på nummeret “Child Chill” skal også nævnes.
Jeg havde lyttet til forskellige optagelser på YouTube med Tom forinden, og det havde mere forvirret end samlet mit indtryk af hans musik, men da jeg for noget tid siden modtog en invitation til at høre hans musik live på Dansepladsen i Fælledparken drog jeg af huse, for at få mig en overvældende flot og helstøbt musikalsk oplevelse udendørs i sensommeren under en skyhimmel, der havde svært ved at bestemme sig til om den skulle smile eller råbe. Af og til klarede det op og blå himmel sejlende hen over musikken – eller rettere blandedes skyerne og musikken sig, for sådan føltes det. Lyden udendørs var lige så flot som da jeg hjemme satte cd´en VIEW i min cd-afspiller.
Igen var det som om at skyerne og musikken blandedes. Sonntag bæres af musikken og lader musikken strømme igennem sig. Hvilket altid er noget særligt, for hvert menneske og kunstner har sit eget udtryk, men måske forstærkes det, når det frembringes af Tom, der ud over at være en så dygtig, talentfuld og visionær kunstner også har nogle rent fysiske begrænsninger, der først skal klares før han overhovedet kan begynde sit kunstneriske arbejde. Tom har muskelsvind og er elkørestolsbruger. Til koncerten i søndags havde han to medhjælpere. Den ene var Shohreh Shahrzad, der selv er kunstner (daf-spillende, dansende og dertil grafisk designer) samt Martin Hagedorn Larsen, der havde designet den anordning, der gjorde det muligt for Tom at optræde, for oven over hans to klaviaturer var der placeret et 2½ meter højt stativ, hvorfra gummisnore hang ned over klaviaturerne og var fæstet til Toms håndled, sådan så han selv kunne betjene og skubbe klaviaturerne frem og tilbage monteret på en skinne. Der var også en mikrofon, der gjorde det muligt for Tom at synge vokalerne. Stemmer fra nær og fjern samplede sig ind igennem musikken. Noget som Tom også styrede samtidig med alt det øvrige.
Musikken er ikke noget særligt, fordi Tom skal overkomme fysiske forhindringer for at kunne skabe den, men jeg tænker at den til gengæld bliver endnu mere koncentreret i sit udtryk, for musikken bliver det medie, hvorigennem Tom genfinder sin førlighed, for i den danser han rundt i en imaginær dans med elementerne, hvor alle grænser ophæves såvel for ham som for os, der lytter. En dans som det ikke er ham forundt at danse i det virkelige liv.Tom Sonntag er 54 år, født og opvokset i Ingelå, Finland, men har siden 1989 boet i København, hvor han har sit studie.
-Der findes musik overalt, det gælder bare om at lytte, siger Sonntag. Melankoli er et gennemgående tema på den nye cd. I den gemmer sig en mørk kærlighed som skræmmer os, siger Sonntag, men også en ægthed. Han sammenligner det med den finske kultur – i den findes et dyb, et mørke, som vi burde tale om i stedet for vejret. Danskerne er mere udvendige og lettere at forholde sig til, men dybet i stilheden og pausen fascinerer mig. Den finlandske mentalitet har hjulpet Sonntag til at finde dybet i sig selv. Gennem musikken håber han at lytteren også kan opdage noget uventet i sig selv eller udenfor. Han ser mennesker som er ulykkelige og stressede, og giver dem et redskab til bare at være til stede. Udsigt gennem indsigt, siger han og henviser til albummets titel.
Melankoli er ikke en følelse af håbløshed og tristesse. Den er rummet, hvor mennesket indfinder sig med sig selv i refleksiv egen-accept. Nogenlunde sådan beskriver Tom Sonntag hensigten og drivkraften bag ved hans seneste og femte album “View”, som er udkommet i maj 2017. Her bliver vi taget med på en rejse ind i et univers, der genlyder af Nordens høje og sorte, stjerneklare nat, hvor menneskene lever i respektfuld sameksistens med den natur, de er vokset ud af, som de lever i og lever af i en gensidigt betingende dans og vekselsang.
Instrumenteringen på albummet består af piano, harmonika, guitar, cello, tværfløjte, percussion og bas, og der er arbejdet med lydscenarier, både elektroniske og optagelser fra hverdagssituationer med mennesker — både store og små. Der er både instrumentale numre, hvor der bliver givet god tid til at lade klangrummene stå som store åbne landskaber, og der er sang, både med og uden tekst som bevæger sig i retning af samiske joikende besværgelser, hvor der samarbejdes med overjordiske kræfter, vi knap nok forstår, men som slynger sig lydløst og indtrængende ned mod jorden, hvor vi står og forstummede lader os indhylle i nordlysets overvældende kraft.
Tonen på albummet er søgende og afventende. Der er nærmest tale om en musikalsk sansning af verden og menneskets indfældethed i den, uden intentioner om at aftvinge fortolkninger eller forklaringer. I nummer efter nummer udfolder sig en meditation og indøvelse i modtagelse af virkeligheden i sin overvældende såledeshed og en invitation til at blive ét med den i tid og sted — nu og her.
Der er således ikke lagt op til hygge-muzak og ligegyldigt fraserede floskler. Der er kæmpet med det musiske udtryk. Der har fundet en bemægtigelse sted, og skal man kunne mærke dette, må man selv sætte sig for at bemægtige sig virkeligheden bag overfladen i musikken. Ikke at der er tale om svært tilgængelige fraser eller harmonier — udtrykket er sådan set letforståeligt nok og kræver ingen særlige forudsætninger eller manualer. Men nøglen til tilegnelse af musikken ligger i musikken selv, og skal man få øje på den, skal man beslutte sig for at lytte koncentreret, for at den lukker sig op.
Og det gør man så — venter. Og så gør den det — lukker sig op. Og så står man dér midt i håbets gigantiske melankolske katedral, hvor mennesket forener sig umærkeligt med resten af verden i vægtløs gensidig accept.
SE
“sonn” – recension av Anders Storbacka
”sonn” SONNCD04
Producent: Tom Sonntag
Helgjutet konstverk
I min CD-spelare snurrar en skiva. Jag lyssnar, läser det medföljande texthäftet, begrundar konvolutets fotografi av ett fjordlandskap i blått, svart, vitt och grått. Vad döljer sig mellan dessa pärmar?
Vatten. Nortid. Hymn. Tom Sonntag, välbekant musiker från vårt landskap, numera bosatt i
Köpenhamn, har gett ut sin fjärde CD ”sonn”. Det musikaliska innehållet på CD:n förvånar egentligen inte, Tom och hans musik är bekanta sedan många år. Speciellt hans första CD ”vatten” har i vår familj tålt mycket slitage. Att upphovsmannen lagt sin själ i detta är helt uppenbart. Den som producerar en skiva måste själv fatta beslut om vartenda kommatecken. Det gäller också att inte säga för mycket, lyssnaren skall inte berövas upptäckandets glädje. Här har Tom lyckats fullständigt. Denna CD öppnar sig långsamt, lyssnaren får själv göra sig en bild av innehållet. Den sista av de fyra korta textraderna på konvolutets baksida understryker också detta: ”obesvarade frågor”.
De fjorton låtarna bildar tillsammans en slags musikalisk resa genom ett nordiskt landskap. Vi börjar i norr. Spår nr 1 Balajoy är en jojk. Jag undrar var pärmbilden är tagen. Norra Norge? Färöarna? Spår nr 3 heter Norrsken, här hör man lapptrummans dova dunkande. Redan i CD:ns andra låt Vingen framträder till all lycka ett utmärkande drag för hela skivan: man hör de olika medverkande intrumenten mycket tydligt. I sitt ”Tack till” har Tom speciellt nämnt Frank Birch Pontoppidan som gjort CD:ns masterband. Med allt skäl. Hemma i vår bokhylla finns CD-skivor där trummisen tillåts dominera hela ljudbilden. Och detta på skivor med långt mera berömda artister än Tom Sonntag. Musiken i Mitt fönster och Ögon ”svänger” bra. Ordningsföljden på låtarna är också väl genomtänkt. Den musikaliska variationen är stor – Tom har inte komponerat samma låt fjorton gånger. Läckra ljudeffekter får vi höra i t.ex. Dag och natt och Diket. Min favoritlåt Nyckelpigan på spår 11 bjuder på ett intressant arrangemang. Detta är en av skivans få låtar utan text. Överhuvudtaget är arrangemangen utstuderat noggrannt gjorda. Spännande harmonier. Det måtte ha tagit lång tid, krävt oerhört stor koncentration och en vilja av stål att åstadkomma detta. Redan i Toms tidigare skivor har jag konstaterat att han har sin egen personliga stil att göra musik. Får jag frågan vilken annan tonsättares musik Toms liknar, vet jag inte vad jag skall svara.
Tonsättare, textförfattare, arrangör och producent är alltså ingåbon Tom Sonntag. Till sin hjälp har han haft en stor vänkrets och medarbetarstab. Bland dem vill jag speciellt nämna Poul Poclage. Han står för inte mindre än trummor, körvokal, panflöjt, akustisk gitarr, vissling och diverse andra effekter. Övriga instrument på skivan är cello, el-bas, el-gitarr, violin, altviolin, kontrabas och flygelhorn. Toms far Rolf Sonntag medverkar med dragspel, och hans syster Camilla Sonntag-Backman med recitation, mycket fräscht! Tom använder sin röst mycket mångsidigt, ibland är tonbildningen rentav kärv. Finns här en medveten tanke? En viss råhet i intonationen kan avsiktligt understryka musikens karaktär. Har man liksom Tom bott åratal i Danmark kunde man vänta sig en dansk accent på uttalet. Men icke. Däremot hörs västnyländskan ännu tydligt. Jag tillåter mig att dra på smilbanden.
Denna skiva har inget bäst-före-datum. Låtarna beskriver ofta möten med människor i olika åldrar. Ur texthäftet: ”Barnet, barnet och Den Gamla. Tror på varandra”, ”En gammal kvinna kommer gående mot mitt öppna fönster”, ”Står här, framför dig, du gamla man, med blanka ögon”, ”Nu lever jag igen, i barndomens sorgfria glädje”. Skivan fungerar visserligen bra som bakgrundsmusik, men ett koncentrerat lyssnande ger mycket mera! Den som har denna CD har egentligen mer än en CD, den har ett konstverk, en mångtydig musikalisk bukett med fjorton sinsemellan olika blommor, bildande en tilltalande vacker helhet.
Anders Storbacka
Han är en vild själ i en stilla kropp
I en kropp tvingad till stillhet – Tom Sonntag är musiker och skogsbarn som trivs hemma i den blåa stugan i Ingå. Vindens sus är hans präst, barrskogen hans helgon.
Rasslandet av miljoner barr som slår mot varandra i vinden, prasslet av löv i soltorra trädkronor. Klappret av hovar mot grusväg, på distans från den närliggande gården.
Hoandet, kvittret. Det här är meditation för Tom Sonntag.
– Naturen är min katedral, säger musikern, på besök hemma i Ingå.
Han är uppe vid sin blåa stuga en bit upp från familjens hus. I en låg tall intill lekte han Tarzan som barn, i dag sitter han i rullstol på grund av sjukdomen muskeldystrofi.
Här får han fylla på energireserverna, inspireras av landskapet och tömma hjärnan på intryck från prestationssamhället. Också i den nygamla hemstaden Köpenhamn
söker han sig ut i skogen minst tre gånger i veckan.
Tom Sonntag menar att dagens människa har mist kontakten med det naturliga. Det är märkligt med tanke på att naturen ger gratis svar på många frågor. När han ligger
under ett träd och blickar upp genom lövverken känner han guds närvaro. Men gud får vänta en stund, först berättar Sonntag om sin nya skiva.
Utsikt genom insikt
View är en produkt av de fem åren som gått. Den har sakta men säkert fötts ur tankar, händelser och känslor. Intuitionen och improvisationen har fått visa vägen,
och plötsligt har en sång tagit form.
– Skivan krävde ett moget hjärta för att bli klar, det händer inte genom att trycka på en knapp.
Elektroniskt och ambient bildar stundvis stillsamma ljudmattor, stundvis mer melodiska sånger på det nya albumet. Egna samplingar utgör en grund: slag på rostiga tunnor,
skrap på stubbar, kätting på järn när en smed arbetar, slag av stenar som möts.
– Det finns musik överallt, det gäller bara att lyssna, säger musikern. När han inte är i skogen turnerar han flitigt, med skåpbilen som vilar på gården i Ingå kör han
bland annat till Nordkap, Lissabon, Färöarna, Aten och Paris.
Melankoli är ett genomgående tema på den nya skivan. I den gömmer sig en mörk kärlek som skrämmer oss, säger Sonntag, men också en äkthet.
Han exemplifierar med den finska kulturen – i den finns ett djup, ett mörker, som vi borde tala om i stället för vädret. Danskarna är ytligare och lättare att förhålla sig till,
men djupet i tystnaden och pausen fascinerar mer. Den finländska mentaliteten har hjälpt Sonntag att finna djupet i sig själv.
Genom musiken hoppas han att också lyssnaren kan hitta något oväntat i sig själv eller utanför. Han ser människor som är olyckliga och stressade, och ger dem ett redskap
till att bara vara.
– Utsikt genom insikt, säger han och hänvisar till albumtiteln på sitt abstraherande sätt.
Rörlig i sinnet
Doften av torr mossa. Sötman av smultronen, redan knallröda intill spången upp till den blåa stugan. Barrskogens syrlighet. Det här är meningen med livet för Tom Sonntag.
Om han kunde skulle han hoppa bungy jump och fallskärm, men kroppen är på grund av den progressiva sjukdomen alltmer stilla. Då får han vara rörlig i musiken i stället –
i den vill han klättra upp i trädkronor och klänga i grenar.
– Jag är en vild själ i en stilla kropp.
Muskelsjukdomen är opraktisk, men inte ett hinder. “Mig får man önska god hjul litet oftare”, säger han med en skämtsam hänvisning till livet där rullstolen är en nödvändig hjälp.
Han tror att livet kring trettioårsåldern tar en riktning, och att livet därefter fördjupas trots att så mycket nytt inte händer. Det känns tryggt och bra att bli gammal trots att
kroppen blir alltmer orörlig. Rasar allting när du fyller femtio? Då kanske du lever i utopi, falskhet och lögn.
Ta en titt på ett träd – det har stått där i hundrafemtio år. Trädet har inte sprungit omkring och uträttat stordåd, men lika väl finns det till som du.
Viskande lögner
Prestationen gör inte människan – den skapar oro och stress. Genom att ta sig tid att vistas ute i naturen kan man komma närmare sig själv, men hur ta sig loss från
den hektiska vardagen? Ta ut jobbet i skogen om du kan, tipsar Tom Sonntag, medveten om att han trots allt är privilegierad på den punkten – han lever
på sin sjukpension och behöver inte hanka sig fram ekonomiskt. Han har tid att bara vara.
– Att vänja sig vid nya tankebanor kan ta tid. Tystnaden kan vara skrämmande, du hör dina egna lögner viska.
Om du nu tänker att Tom Sonntag borde överväga att hålla kurser i mindfulness är du inne på rätt spår. Visst vill han hjälpa också andra att leva i stunden, men sparar
det till ett senare skede i livet när han inte längre kan göra musik.
Att ha ett funktionshinder är ingen katastrof, snarast är det opraktiskt. Sinnet är det fundamentala och naturen bär oss i sitt sköte. Om vi vårdar den ömt, det vill säga.
Om vi utnyttjar naturen rätt, lever etiskt och ekologiskt, har den en enorm kapacitet. Om vi däremot missbrukar den för att tjäna pengar gräver vi vår egen grav.
– Då förstör vi vår jord.
Hemifrån har han lärt sig att dyrka jorden. Mamma Ruth Sonntag odlar så mycket att familjen är nästan självförsörjande i grönsaksväg. I dag bär hon upp körsbärssaft
från familjens hus nedföranför kullen.
Pojken gick i sin mammas fotspår: odlade gurkor i växthus för att spara ihop till den första egna cykeln. Han är också tacksam för föräldrarnas förståelse och stöd
i den kreativa processen.
Gud en magkänsla
Himlen enhetligt smutsvit över trädtopparna i barndomslandskapet. Myrornas myller i gruset. Barrträdens vajande rörelser innan regnfronten smyger sig på.
Mossans stillsamma färgspel i grått och grönt. Det här är gud för Tom Sonntag.
Det som för en är den heliga anden kan vara magkänsla för den andra. Tom Sonntag går sällan till kyrkan, hans tro kommer i uttryck genom naturen och genom konsten.
Tron flexar varje dag. Den ger en fred i hjärtat som gör livet värt att leva. Men här kan vindens sus agera präst och barrskogen helgon
——
FAKTA
Tom Sonntag
Musiker född och uppvuxen i Ingå.
Bosatt i Köpenhamn där han stannade efter ett utbytesår från Lärkkulla 1987.
Har gett ut fem album, det nyaste heter View och behandlar bland annat melankoli. Stilen är experimentell, elektronisk och sfärisk.
Hör Tom Sonntag live i Ingå kyrka den 19.7 klockan 19.
EE
KULTUUR
Tom Sonntag maalib helipilte,kuigi käed jäävadjärjest nõrgemaks
Tänavu mais ilmunud kaksikplaat «View» (pildil) on teie viies album. Kuidas te kirjeldaksite selle muusikat ja tekstide sisu?
Tom Sonntagi «View». /Repro
Soovin, et oleks aeg, mil tume, sügav ja valulik armastus ei hirmutaks meid. Selle albumiga üritan ma luua helipilte, mis aitaksid kuulajal iseendasse vaatamisega luua endale
tõeline väljavaade ehk view, leida üllatavaid ja ootamatuid vaateid elule.
Kui sa häälestad end melanhoolse optimismi lainele, mõistaksid paremini muusikat minu uuel albumil. Sellise helikeele mõistmiseks on vaja tahtmist, aega ja üksiolekut,
et märgata ja leida see mõõde iseendas. Mulle on ka sõnad ja tekstid muusika.
Andsite juulis kaks kontserti Soomes. Kuidas publik need vastu võttis?
Üritan alati lähtuda saalis inimeste reaktsioonist ja kuulata ka vaikust ruumis. Vaikus näitab nende huvi ja vastuvõtlikkust minu muusika suhtes. Peegeldan oma ideid
ja filosoofiat muusika kaudu, kuid on raske seda kuulajatele edasi anda arusaadavalt, sest olen ratastoolis ja haige inimese seisundis. Kuid ma jään alati ausaks ja avatuks.
Neil Soome kontsertidel ei lausunud inimesed sõnagi, kui välja arvata reaktsioon paarile minu poolt visatud naljale. Armastan eneseirooniat kerges melanhoolses võtmes.
Publik kuulas siiralt ja enesessevaatavalt.
Kui palju teie kui soomerootslane olete soomlane, rootslane ja taanlane?
Minu kunstnikuhing on kindlalt ankurdatud Soome ja kogu Põhjamaa loodusesse ja mentaliteeti. 30 aasta vältel olen vabama elustiiliga Taanis õppinud kasutama
erilist kerget huumorit vastukaaluks ja kontrastiks põhjamaisele müstilisele raskepärasusele.
Mitmendat korda olete nüüd Eestis ja kui palju olete siin kontserte andnud?
Olen olnud Eestis 32 korda ja selle aja jooksul andnud siin kümneid kontserte: Haapsalu kuursaalis, Pärnu rannahoones, Tartu ülikooli muuseumi valges saalis Toomel,
Taagepera lossis, Tallinnas Mustpeade majas ja mujalgi. Eestis on alati olnud hea publik ja väga südantsoojendav tagasiside, mida mujal kohtab harva.
Milline on teie muusikaline haridus?
Muusikaga kohtusin lapsepõlvekodus, sest mu isa mängib ja loob rahvamuusikat. Klaveri- ja laulutunde sain privaatõppena muusikutelt, kes on õppinud Sibeliuse akadeemias
Helsingis. Lisaks muusikarahvaülikoolid Soomes ja Taanis.
Nagu ennist mainisite, olete ratastoolis ja haige. Erinete nii liikumise kui ka pillimängu poolest tavalistest muusikutest. Mis on selle põhjustanud?
Olen sündinud lihasdüstroofiaga, mis on progressiivse loomuga. Seetõttu on mulle suur väljakutse leida tehnilisi ja praktilisi lahendusi, et suudaksin veel jätkata klaveri mängimist.
Ma ei jõua enam hoida ise oma käsi klaverimänguasendis ja kasutan toetussüsteemi, mille olen välja arendanud ise koos ühe hea sõbraga.
Jaani kiriku kontserdi pealkiri on «Põhjala helipildid». Helipiltide loomine on maalimine. Kuid te maalite ka pintsliga. Kui tähtis on teile värvidega maalimine?
Maalimine on teistsugune loomise vorm kui muusika, see on väga nauditav, kuid muusika tegemine võtab siiski enamiku ajast. Maalimine kui füüsiliselt keerulisem protsess
on jäänud tagaplaanile.
Siin saab kuulata ja vaadata Tom Sonntagi esitamas laulu«Come Day».
Jaani kirikus
- Tartu Jaani kirikus toimub 5. augustil kell 18 kontsert «Põhjala helipildid».
- Esineb Tom Sonntag (klaver, vokaal, elektriorel).
- Pääse 3 eurot.